Kære barn
Når vi giver dig en diagnose (ADHD,ADD, autisme, tourette mv.), er det egentlig ikke, fordi du har brug for den. Den siger ikke så meget om dig – du er jo stadig dig, helt unik og særligt dejlig.
Diagnoser har vi opfundet af hensyn til de voksne. De voksne har nemlig brug for en diagnose, for at de kan finde ud... af at være rummelige og hjælpe dig. Har du ikke en diagnose, stiller de voksne urimelige krav om, at du skal opføre sig på bestemte måder og skal passe ind i samfundets kasser og normer for, hvad ”man” gør og ikke gør. Hvad man skal og ikke skal.
Men har du en diagnose, er det hele lidt lettere. For så kan de voksne lidt bedre rumme, hvis du ikke opfylder hvert enkelt lille krav i den kilometer lange liste med “man”-normer.
Har du en diagnose, er de voksne lidt bedre til at forstå og ”se”, at du har brug for ro, struktur og skal skærmes mod stress. Det har andre børn vist også behov for, men de må desværre leve med standardkravene, for de har ikke en diagnose.
Har du en diagnose, kigger omgivelserne nogle gange på dine forældre og synes, det er flot, at de håndterer det hele så godt.
Hvis du ikke havde en diagnose, ville de andre voksne kigge på din mor og far, og tænke, at du trængte til opdragelse.
Har din ingen diagnose, er der desværre nogle skoler, som ikke kan finde ud af at hjælpe dig. De tror, at du vokser af at blive skældt ud.
De ved ikke, at du faktisk gør dit bedste til enhver tid, men at rammerne i samfundets standardiserede stress-kasse er usunde for dig.
Har du en diagnose, er det anerkendt at du har nogle særlige behov, som skolen skal imødekomme. Nogle skoler lykkes godt med det. Andre øver sig stadig.
Har du ingen diagnose, er du usamarbejdsvillig, hvis du siger nej.
Har du en diagnose, er det flot at du siger nej, for så er du god til at udtrykke dine egne behov.
Vi mener det godt, men nogle gange er vi voksne ret så klumpede. Den med diagnoserne arbejder vi stadig med. Giv os lidt tid, for det har vi brug for. En generation eller sådan, så har vi nok flyttet os…
Når vi giver dig en diagnose (ADHD,ADD, autisme, tourette mv.), er det egentlig ikke, fordi du har brug for den. Den siger ikke så meget om dig – du er jo stadig dig, helt unik og særligt dejlig.
Diagnoser har vi opfundet af hensyn til de voksne. De voksne har nemlig brug for en diagnose, for at de kan finde ud... af at være rummelige og hjælpe dig. Har du ikke en diagnose, stiller de voksne urimelige krav om, at du skal opføre sig på bestemte måder og skal passe ind i samfundets kasser og normer for, hvad ”man” gør og ikke gør. Hvad man skal og ikke skal.
Men har du en diagnose, er det hele lidt lettere. For så kan de voksne lidt bedre rumme, hvis du ikke opfylder hvert enkelt lille krav i den kilometer lange liste med “man”-normer.
Har du en diagnose, er de voksne lidt bedre til at forstå og ”se”, at du har brug for ro, struktur og skal skærmes mod stress. Det har andre børn vist også behov for, men de må desværre leve med standardkravene, for de har ikke en diagnose.
Har du en diagnose, kigger omgivelserne nogle gange på dine forældre og synes, det er flot, at de håndterer det hele så godt.
Hvis du ikke havde en diagnose, ville de andre voksne kigge på din mor og far, og tænke, at du trængte til opdragelse.
Har din ingen diagnose, er der desværre nogle skoler, som ikke kan finde ud af at hjælpe dig. De tror, at du vokser af at blive skældt ud.
De ved ikke, at du faktisk gør dit bedste til enhver tid, men at rammerne i samfundets standardiserede stress-kasse er usunde for dig.
Har du en diagnose, er det anerkendt at du har nogle særlige behov, som skolen skal imødekomme. Nogle skoler lykkes godt med det. Andre øver sig stadig.
Har du ingen diagnose, er du usamarbejdsvillig, hvis du siger nej.
Har du en diagnose, er det flot at du siger nej, for så er du god til at udtrykke dine egne behov.
Vi mener det godt, men nogle gange er vi voksne ret så klumpede. Den med diagnoserne arbejder vi stadig med. Giv os lidt tid, for det har vi brug for. En generation eller sådan, så har vi nok flyttet os…
